Hvorfor sigter centralbankerne efter en inflation på 2 procent på mellemlang sigt? Det hele startede med en henkastet kommentar for mere end 30 år siden.
Over hele verden går centralbankerne sammen om at hæve renten. De bremser bevidst deres økonomier for at nå et specifikt mål: 2 procent inflation.
Denne specifikke forpligtelse deles i en eller anden form af Den Europæiske Centralbank, Federal Reserve, Bank of England, Reserve Bank of Australia, Bank of Canada, Bank of Japan, den svenske Riksbank, Bank of Korea, Den Tjekkiske Nationalbank og Den Danske Nationalbank. Sammen overvåger disse centralbanker pengepolitikken i økonomier, der næsten udgør halvdelen af verdens økonomiske produktion.
Tallet 2 er i virkeligheden et vilkårligt tal, og økonomer verden over har diskuteret det mere eller mindre siden det blev introduceret.
Så hvorfor 2 procent?
I 1987 kæmpede New Zealand med en inflation på 15,7 %. I 1988 afkølede inflationen i New Zealand langsomt og faldt for første gang til under 10 %.
Den 1. april 1988 blev den newzealandske finansminister, Roger Douglas, spurgt i et tv-interview, om den reformistiske Labour-regering var tilfreds med faldet i inflationen. Dertil svarede Douglas: Nej, inflationen skal være på omkring 0 eller mellem 0 og 1 % inden for de kommende år.
Denne udtalelse viste sig at blive starten på den aktive pengepolitiske inflationsmålretning. Det er nu blevet et ret udbredt pengepolitisk regime internationalt blandt store såvel som små centralbanker.
I 1988 virkede en sats på 2 % utrolig for newzealændere, der var vant til høj inflation.
Den formelle indførelse af prisstyring i New Zealand kom med en ny centralbanklov i 1989, og med underskrivelsen af aftalen om målene for pengepolitikken mellem centralbankens guvernør og finansministeren i begyndelsen af 1990.
Da New Zealand blev det første land til at pålægge inflationsmål, var den øvre grænse 2 % og den nederste kun 0 %. På det tidspunkt lå inflationen på 7,6 %. Den havde ligget over 10 % i gennemsnit mellem 1970 og 1990, og kun få mennesker troede, at målet var realistisk.
Vedtagelsen af inflationsmålet blev efterfulgt af en aggressiv pengepolitisk stramning. Et år senere var inflationen faldet til 2 %, og newzealændernes inflationsforventninger tilpassede sig hurtigt til det nye paradigme.
Men der var alvorlige omkostninger på kort sigt for virksomheder og arbejdstagere, idet økonomien stagnerede mellem 1989 og 1994, og arbejdsløsheden steg til tocifrede tal.
Siden da er målet blevet ændret to gange, først til et interval på 0-3 % og derefter i 2002 til intervallet 1-3 %.
Globalt udbredt
Foruden New Zealand blev inflationsmål indført i Canada i 1991, i Storbritannien i 1992 og i Sverige og Australien i 1993.
Den Europæiske Centralbank, ECB, som blev stiftet 1. juni 1998, indførte ligeledes en strategi for bankens pengepolitik, hvor inflationen skulle ligge ”tæt på, men under 2 procent på mellemlangsigt.
I januar 2020 reviderede ECB strategien for bankens pengepolitik. Fremover vil de have inflationen på 2 procent på mellemlangsigt.
ECB fører indirekte pengepolitikken i Danmark, da Nationalbanken siden 1999 har ført fastkurspolitik over for euroen. Fastkurspolitikken sikrer, at Danmark importerer en lav og stabil inflation fra euroområdet på mellemlangt sigt.
Læs også om ECB hæver renten til det højeste niveau siden 2000.
Hvorfor har vi overhovedet brug for et konkret inflationsmål?
Et konkret inflationsmål er målbart og kontrollerbart. Centralbankernes vigtigste opgave er at holde priserne stabile. Hvad målet er, er mindre vigtigt end at opretholde prisstabilitet i et land.
Det betyder, at inflationen ikke må blive for høj og dermed i væsentlig grad udhuler forbrugernes købekraft. Inflationen må heller ikke blive for lav og dermed bringer et land ind i en deflationsspiral, hvor forbrugerne holder op med at købe i håb om, at priserne vil falde yderligere.
Målet på 2 % forekom rimeligt – ikke for lavt, ej heller for højt, men stabilt.