Efter torsdagens renteforhøjelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) udelukker ECB’s formand Christine Lagarde hverken renteforhøjelser eller -pauser på det næste pengepolitiske møde i september. Også Nationalbanken har hævet renten.
Den Europæiske Centralbank (ECB) hævede torsdag den toneangivende rente for niende gang i træk til 3,25 procent. Dermed er renten på sit højeste niveau i 23 år.
Nationalbanken hævede ligeledes torsdag sin toneangivende rente med 25 basispoint og følger således ECB’s eksempel.
Det betyder, at Nationalbankens foliorente, renten på indskudsbeviser samt diskontoen hæves til 3,35 procent pro anno, mens udlånsrenten hæves til 3,50 procent pro anno.
Det store spørgsmål er nu, om ECB vil hæve renten igen i september eller lade den stå stille.
Lagarde udtalte på pressemødet torsdag, at ECB’s styrelsesråd fortsat har en åben indstilling til de fremtidige pengepolitiske beslutninger. Lagarde understregede, at disse beslutninger beror på data, som kan variere fra den ene måned til den anden. Det betyder, at de vil se, hvad de økonomiske nøgletal viser fremadrettet, før de træffer nogle endelig beslutning.
”Vores beslutninger afhænger – helt med vilje – af data. Så data og vores tolkning af data vil fortælle os, hvad vi skal gøre,” sagde Largarde på pressemødet.
Fortsat høj inflation
ECB påpeger, at udviklingen siden det foregående pengepolitiske møde understøtter forventningerne om, at inflationen vil falde yderligere i løbet af året. Den underliggende inflation forventes dog stadig at forblive for høj i for lang tid, hedder det i pressemeddelelsen fra ECB.
Inflationen i eurozonen var 5,5 procent i juni, et fald fra 6,1 procent i maj. Energipriserne fortsatte med at falde. Fødevareprisinflationen aftog også, men forblev på 11,6 procent i sidste måned.
I sin tale fremhæver Lagarde faktorer, der kan være både positive og negative for inflationen. Ifølge Lagarde er en af de faktorer, der kan trække fødevarepriserne mere op end forventet, hedebølger og naturbrande, der hærger Sydeuropa.
Efter ECB’s rentebeslutningen faldt euroen i værdi over for den amerikanske dollar. Nye tal for den amerikanske økonomi viser en BNP-vækst på 2,4 pct. i andet kvartal. Det var en hel del mere end forventet.
Dermed viser den amerikanske økonomi kun få tegn på recession i andet kvartal.
Ifølge Bloomberg er væksten i USA drevet af et privatforbrug, der er stærkere end forventet samt robuste erhvervsinvesteringer.
ECB følger Fed
ECB følger den amerikanske centralbank (Fed), der onsdag hævede den toneangivende rente. I USA opererer Federal Reserve med et renteinterval, som nu er oppe på 5,25-5,5 pct.
Den amerikanske toneangivende rente er nu på det højeste niveau i 22 år. Dog vil det tage tid før den fulde effekt af renteforhøjelserne viser sig.
På pressemødet onsdag gjorde formand for USA’s centralbank, Federal Reserve, Jerome Powell, det klart, at de ligesom ECB ikke har besluttet, hvad de vil gøre på fremtidige rentemøder.
”Pengepolitikken har ikke været restriktiv nok i lang nok tid til at have nået den fulde ønskede effekt. Så vi har til hensigt at holde renten restriktiv, indtil vi er sikre på, at inflationen vedvarende kommer ned til vort mål på 2,0 pct., og vi er parate til at stramme pengepolitikken yderligere, hvis det er passende,” sagde Jerome Powell.
Powell understregede ydermere, at der fortsat er lang vej endnu, før inflationen er nede på den ønskede inflation på to procent – det til trods for at den faldt til 3 procent i juni. Kerneinflationen i juni lå dog på 4,8 procent.