I en rykker skal du som minimum skrive fakturanummer, hvem gælden skal betales til, forfaldsdato på rykkerskrivelsen, beløbet der skyldes, hvad der skyldes for og evt. tilføje et rykkergebyr. Du kan både sende en rykker elektronisk til skyldners mail eller som brev.
Hvad er en rykker?
Hvis en faktura ikke bliver betalt til tiden, har kreditor lov til at rykke skyldner for betalingen. I langt de fleste tilfælde ringer eller skriver kreditor en uformel påmindelse til skyldner om den manglende betaling, da det oftest skyldes en forglemmelse.
Men ifølge lovgivningen har kreditor ret til at starte en formel rykkerprocedure allerede dagen efter fakturaens forfaldsdato. Ved en formel rykkerprocedure har kreditor desuden mulighed for at tilføje rykkergebyrer.
Hvad er et rykkergebyr?
Når kreditor sender en rykker, er det valgfrit, om han/hun vil opkræve et rykkergebyr. Som privat virksomhed må kreditor max opkræve 100 kroner i gebyr pr. rykker.
Hvor mange rykkere må man sende og hvornår?
Betaler skyldner ikke en faktura indenfor den tidsfrist, der står på fakturaen? Så må kreditor godt starte en rykkerprocedure. Reglerne lyder, at kreditor max må sende 3 rykkere med gebyr mod det samme krav og der skal som min. være 10 dage imellem hver rykker.