Debtia logo
Log på

Hvad koster det at inddrive gæld?

Det er desværre ikke gratis at inddrive gæld. Men heldigvis vil omkostningerne i de fleste tilfælde kunne blive pålagt skyldner. Det vil sige, at skyldner betaler for det tab, kreditor har haft ift. at inddrive gælden. Du kan blive klogere på forskellige inddrivelsesomkostninger her.  

Rykkergebyr og kompensationsgebyr

Bliver en regning ikke betalt til tiden, kan kreditor vælge at starte en rykkerprocedure i et forsøg på at inddrive gælden. I rykkerproceduren må kreditor sende op til 3 rykkere med et rykkergebyr på max 100 kr. pr. rykker.

Første rykker kan i princippet sendes allerede dagen efter fakturaens forfaldsdato. Mellem hver rykker skal der dog min. gå 10 dage.

Arbejder du som kreditor indenfor B2B? Så kan du yderligere pålægge ét kompensationsgebyr på 310 kr. i rykkerproceduren pr. ubetalt faktura.

Inkassogebyr

Hvis en ubetalt faktura overgår til inkasso, må kreditor også gerne pålægge skyldner at betale et inkassogebyr. Beløbet må dog max være på 100 kroner, og kreditor kan kun pålægge ét inkasso gebyr pr. sag.

Inkassobureau eller inkassoadvokat

Der er også omkostninger forbundet med at få hjælp fra inkasso til at inddrive gælden. Inkassoomkostninger er lovbestemte, og de varierer ud fra fordringens størrelse.

Heldigvis vælger de fleste inkassovirksomheder at forhøje kreditors krav med det beløb, som kreditor ellers skulle have betalt til inkasso. Det vil sige, at det er skyldner, der i sidste ende betaler udgifterne til inkasso.

Civilretten og Fogedretten

Ender sagen i retten, har inddrivelse af gælden også en pris, der skal betales.

F.eks. koster det 750 kr. at få behandlet en sag i fogedretten – uanset sagens størrelse.

Og det koster 750 kr. at få en sag behandlet i civilretten, hvis sagens størrelse er under 100.000 kr. Er sagen over 100.000 kr., koster det 1.500 kr. i civilretten. Her pålægges desuden også et berammelsesgebyr, som starter på 3.000 kr., og som kan være højere afhængig af sagens værdi.

Ligesom ved inkasso ender det også her (i de fleste tilfælde) med, at det er skyldner, der betaler omkostningerne i forbindelse med sagen. Taber kreditor sagen, vil det dog være kreditor, der skal betale omkostningerne til retten.