En virksomhed, der er godkendt som autoriseret inkassovirksomhed eller advokatfirma af politiet, må drive inkasso. Medarbejdere i virksomheden, som har direkte kontakt til skyldnere, skal også være godkendte.
Hvordan bliver man godkendt til at drive inkasso?
I inkassoloven står der, hvem der må føre inkassosager for andre. Det er altså ikke hvem som helst, der må drive inkasso.
Ansøgningen kan oprettes på politiets hjemmeside, og det er også politiet, der godkender eller giver afslag på ansøgninger hertil. Der er nemlig nogle regler for, hvad ansøger skal leve op til.
Ansøger skal f.eks. opfylde følgende betingelser:
- Bopæl i Danmark
- Er fyldt 25 år
- Er myndig
- Ikke har anmeldt betalingsstandsning eller været under konkurs
- Ikke har forfalden gæld til det offentlige, der lyder på mere end 50.000 kr.
- Ikke er straffet på områder, der kan give mistanke om misbrug af en inkasso autoritet
- Kan stille ét års økonomisk sikkerhed
Desuden gives autorisationen kun til de ansøgere, der menes at kunne leve op til at arbejde inden for rammerne af god inkassoskik.
Hvad er god inkassoskik?
God inkassoskik går blandt andet ud på, at inkassobureauet eller inkassoadvokaten er løsningsorienteret overfor skyldneren. Inkasso bør f.eks. aldrig sætte skyldner under et urimeligt pres eller give skyldner andre problemer. I stedet er det inkassos opgave at finde frem til en aftale, der giver skyldner en fair mulighed for at betale gælden.