En simpel fordring er et pengekrav, som en kreditor har overfor en debitor. De pengekrav, som betegnes som simple fordringer, er fordringer, hvor der ikke er udstedt et gældsbrev, det vil typisk være fakturaer, som et firma udsteder til en kunde i forbindelse med levering af varer eller tjenesteydelser, men man betegner eksempelvis også en kassekredit som en simpel fordring.
Man skelner mellem forskellige scenarier, når en debitor skylder en kreditor et pengebeløb.
Modsat en simpel fordring findes der situationer, hvor der er udstedt et gældsbrev. Det kan for eksempel være et lånedokument, som en bank har udstedt i forbindelse med et lån til en kunde eller hvis der er tale om et familielån, hvor et forældrepar har lånt et beløb til et barn.
Der kan også være tale om tinglyste pantebreve, hvor kreditor har fået stillet sikkerhed for det skyldte beløb ved pant i fast ejendom (negotiable pantebreve) eller pant i andet af værdi (simple pantebreve). Reglerne omkring gældsbreve er beskrevet i gældsbrevloven.
Overtagelse af simpel fordring
En simpel fordring kan overdrages til en anden part. Det vil sige, hvis en virksomhed har faktureret et større beløb for en vare eller tjenesteydelse, vil de overdrage fordringen til eksempelvis en bank, som så står for inddrivelse af gælden.
Der er forskellige regler i forbindelse med en sådan overdragelse, blandt andet må skyldneren ikke stilles ringere end før overdragelsen. Skyldnerne skal have de samme rettigheder som oprindeligt.
Det kan nogle gange være en fordel for kreditor, idet denne ikke længere har risikoen, hvis beløbet ikke betales. Et firma kan også overdrage samtlige af dets fordringer til et finansieringsselskab, og herved mindske risikoen for tab, og samtidig spare udgifter på administration.
Hvis en simpel fordring overdrages, skal skyldneren have besked om overdragelsen, enten fra overdrageren eller fra erhververen af fordringen. Dette kaldes en sikringsakt og medfører, at overdragerens kreditorer ikke har mulighed for at gøre udlæg i fordringen. Dette er beskrevet til gældsbrevslovens paragraf 31.