Ved debitorrente forstår man den rentesats udtrykt i en procentsats, der anmeldes på årsbasis i forbindelse med et skyldigt beløb.
Når kreditgiver yder en forbruger et lån, vil der under normale omstændigheder blive aftalt en rentesats, hvorefter hvilken lånet skal forrentes. Rentesatsen kan i nogle tilfælde være fast, i nogle tilfælde være variabel.
Reglerne for dette er beskrevet i kreditaftaleloven. Det skyldige beløb kan være en sum, man har lån i en bank eller en anden finansiel virksomhed, men det kan også være et beløb, man skylder for en vare eller en tjenesteydelse, hvor man har fået henstand med betalingen eksempelvis i form af en afdragsordning.
Debitorrenten er den samlede årlige rente på det skyldige beløb.
Debitorrenten er således ikke nødvendigvis den samme som den rentesats, som er pålagt lånet, men afhænger af den årlige rentetilskrivning. Hvis der således tilskrives rente til det skyldige beløb 2 gange om året, vil man det første halve år betale renter af det egentlige beløb, man lånte, men det næste halvår skal man yderligere betale renter af den rentetilskrivning, som blev foretaget efter det første halve år. Dette forhold benævnes også renters rente. Debitorrenten er altså afhængig af, hvor mange årlige rentetilskrivninger der er aftalt i forbindelse med gældsstiftelsen.
Når en kreditgiver yder et lån til en forbruger, er renter og renters rente imidlertid ikke de eneste udgifter, som låntager pålægges.
I forbindelse med optagelsen af et lån er der som regel flere forskellige gebyrer, som skal betales. Der kan være gebyrer i forbindelse med dokumenter, der skal oprettes, kreditgiveren kan tage sig betalt for den tid, der bruges i forbindelse med oprettelse af aftalen i form af et ekspeditionsgebyr, og hvis der for eksempel er tale om lån i fast ejendom vil der være et tinglysningsgebyr i forbindelse med den retslige håndtering af lånedokumentet.
I den forbindelse taler man om et såkaldt ÅOP: Årlige omkostning i procent, hvilket svarer til nutidsværdien af alle omkostninger i forbindelse med lånets optagelse og fremtidige forpligtelser i forbindelse med lånet. Dette er beskrevet i kreditaftalelovens paragraf 16, og der findes en formel til beregning af ÅOP. ÅOP er et godt udtryk for, hvor meget det koster at optage et lån.