Debtia logo
Log på

Ribers

Ribers er den betegnelse man i daglig tale anvender når man taler om Ribers Kreditinformation, også forkortet RKI.

Ribers er et kreditoplysningsbureau. Et kreditoplysningsbureau er en virksomhed som indsamler oplysninger om privatpersoners og virksomheders økonomiske situation. RKI er således, kort fortalt, en database, hvor der er et register over privatpersoner og virksomheder som er dårlige betalere.

Der er en lang række situationer hvor en virksomhed (kreditor) yder kredit til en kunde (debitor). Det kan være levering af en vare eller en tjenesteydelse, hvor der udstedes en faktura med en betalingsfrist på fordringen.

Det kan også være et større køb som tilbagebetales via en afdragsordning. Andre eksempler er et lån i et pengeinstitut eller en virksomhed som forudbetaler en vareleverance hos en leverandør.

Under alle omstændigheder vil det være vigtigt at foretage en vurdering af debitors økonomiske status. Det er af stor betydning for en virksomhed at foretage kredittjek af sine kunder, og samarbejdspartnere for at sikre sig mod manglende betaling ved de udestående fordringer.

Hvad er et kredittjek?

Der indgår en lang række parametre i et kredittjek. Et vigtigt punkt er om kunden tidligere har misligholdt en betalingsaftale, og har forfalden gæld som ikke er indfriet. Disse oplysninger kan søges i Ribers.

Hvem kan registrere skyldnere i Ribers?

En kreditor kan registrere en debitor i Ribers hvis en fordring ikke er blevet betalt til tiden, og betalingen fortsat ikke er erlagt trods tre skriftlige rykkere.

Debitoren skal have et skriftligt varsel om at der påtænkes registrering i Ribers inden registreringen må ske. Hvis en gæld på mellem 200 og 1000 kroner er registreret i Ribers er registreringen ikke offentligt tilgængelig og findes i et lukket register, men hvis gælden er over 1000 kroner er registreringen offentlig.

Hvad er konsekvensen af registrering i Ribers?

Der har alvorlige konsekvenser at stå opført som dårlig betaler i Ribers, det vil således være umuligt at indgå en aftale om lån i et pengeinstitut eller foretage køb på afbetaling.

Man kan blive slettet af registeret hos Ribers hvis man betaler sin gæld. Det er kreditors ansvar at registreringen slettes. Under alle omstændigheder bliver man slettet fra registeret efter fem år, men skylder naturligvis fortsat beløbet til kreditor.