Begrebet solidarisk hæftelse beskriver en situation, hvor flere debitorer hæfter for samme gæld.
Når der er tale om solidarisk hæftelse, hæfter hver debitor fuldt ud for den samme gæld. Det vil sige, at kreditor kan i princippet kræve gælden indfriet fra en af debitorerne.
Det kan for eksempel være i en situation, hvor et samboende par har optaget et banklån med henblik på en renovering af den fælles bolig, hvor der er solidarisk hæftelse for det lånte beløb. Hvis parret senere går fra hinanden, hæfter den fraflyttede part for gælden på samme måde, som den der er blevet boende i boligen.
Et andet eksempel er en andelsboligforening, som har lånt beløb til istandsættelse af de fælles bygninger. Her kan der også være aftalt solidarisk hæftelse, hvor hver af andelsboligforeningens medlemmer hæfter for den samlede gæld, men der kan også være indgået en aftale om såkaldt pro rata solidarisk hæftelse, hvor de enkelte andelshavere kun hæfter for en brøkdel af gælden, for eksempel i forhold til deres boligs andel af det samlede areal.
Solidarisk hæftelse på lån
I forbindelse med optagelse af et lån, vil debitor som regel blive bedt om at stille sikkerhed for lånet, det vil sige, at kreditor får pant i en genstand af værdi, for eksempel fast ejendom, som debitor ejer. Hvis tilbagebetalingen af lånet misligholdes, kan kreditor, via fogedretten, få foretaget en tvangsaktion med henblik på at inddrive det skyldige beløb.
Hvis debitor ikke selv kan stille sikkerhed for lånet, kan han anvise en eller flere kautionister, som så hæfter for lånet på samme måde som debitor. Der vil her også være tale om solidarisk hæftelse, hvor debitor og kautionisterne hæfter for det skyldige beløb hver især.