Der er ingen regler for, hvor mange rykkere kreditor skal sende til debitor, før sagen kan overgå til inkasso. Dog er det vigtigt, at der bliver sendt et inkassovarsel. Dette skal sendes senest 10 dage før, at sagen overdrages til inkasso.
Må jeg gerne sende rykkere, inden jeg sender sagen til inkasso?
Ja, du må gerne sende rykkere til skyldner, inden du kontakter inkasso. Du må også gerne tilføje et gebyr på hver rykker. Som kreditor kan du nemlig vælge at sende mellem 0 og op til 3 rykkere til de debitorer, der ikke har betalt deres faktura inden for betalingsfristen. Det er dog vigtigt, at der er 10 dage mellem hver rykker, og at rykkergebyret ikke er højere end 100 kr. pr rykker.
Kreditor kan også vælge at sende sagen direkte videre til inkasso. Det vil sige, at det ikke er et krav, at kreditor skal starte med at forsøge at inddrive gælden ved hjælp af rykkere.
Ved inkasso er det blot vigtigt, at kreditor starter med at give debitor besked via et inkassovarsel.
Hvad er et inkassovarsel?
Et inkassovarsel går ud på, at skyldner bliver informeret om, at sagen er ved at blive overdraget til inkasso. Der er ingen regler for, hvem der må sende varslet, og derfor kan kreditor i princippet godt få et inkassobureau til at stå for det. Det kan for nogle være en fordel, da der er nogle specifikke regler, som skal overholdes, før et inkassovarsel kan anses som værende gyldigt.
Du kan se de punkter, der er vigtige at inddrage i et inkassovarsel her:
- En betalingsfrist på mindst 10 dage, hvor fristen skal regnes fra afsendelsestidspunktet af varslet.
- Hvor meget gælden lyder på.
- Hvad gælden dækker over.
- Virksomheds navn, CVR nr. samt konto og registreringsnummer.
- Info om, at sagen vil blive overdraget til inkasso, hvis det udestående ikke betales inden betalingsfristen.
Informerer kreditor ikke om ovenstående, vil varslet ikke kunne anses for at være gyldigt.