Hvis en fordringshaver (kreditor) har et krav på en skyldner (debitor) kan kravet godt blive forældet. Det vil sige skyldneren behøver ikke at betale fordringshaveren.
Dette gælder både pengebeløb som ikke er betalt, ydelser som ikke er blevet leveret, og erstatningskrav som ikke er blevet opfyldt.
Regler om forældelse
Reglerne i forbindelse hermed er beskrevet i lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven).
Frister for forældelse
Der er forskellige frister for forældelse alt efter hvilke situationer det drejer sig om. Det er således ikke det samme om man skylder penge for en ydelse man har fået leveret, om man skylder penge i et pengeinstitut eller om der er tale om en erstatning for en personskade.
Hvad er den grundlæggende forældelsesfrist?
Den grundlæggende forældelsesfrist er 3 år. Det vil sige at en fordringshaver ikke kan forlange at få sit tilgodehavende hvis der er gået mere end 3 år efter en betalingsfrist er overskredet.
For at gælden skal blive forældet og derved bortfalde kræver det imidlertid at fordringshaveren ikke har startet en inkassosag hvor beløbets størrelse er retsligt fastsat eller at skyldneren har erkendt gælden og skrevet under på en skyldnererklæring eller et gældsbrev.
I sådanne tilfælde er forældelsesfristen 10 år. Skyldneren kan også indirekte erkendt sin gæld for eksempel ved at betale renter af gælden, eller eksempelvis hæve penge på en kassekredit i en bank.
Fordringer på forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes dog altid efter 3 år.
Hvis der er fordringer på erstatningen eller godtgørelse efter en personskade er forældelsesfristen 30 år.
Forældelse til banker
Forældelsesfristen på indlån i banker er 20 år. Det vil sige at for de penge man har stående i en bank, samt de tilskrevne renter gælder der en forældelsesfrist på 20 år.