En påkravsskrivelse er en skriftlig henvendelse fra en kreditor til en debitor vedrørende en fordring, som ikke er blevet indfriet indenfor en given tidsfrist.
Påkravsskrivelse og inkasso
En påkravsskrivelse kaldes også et inkassovarsel.
Påkravsskrivelsen er obligatorisk, hvis en sag skal overgå til inkasso. Der er bestemte regler for, hvordan en påkravsskrivelse skal udformes, og disse regler er beskrevet i inkassoloven, paragraf 10.
Her er reglerne for udformningen af påkravsskrivelsen præciseret. Skrivelsen skal være udformet på en sådan måde, så skyldneren kan vurdere kravet, det vil sige, skrivelsen skal indeholde oplysninger om det skyldige beløbs størrelse, og hvad det dækker.
Regler for en påkravsskrivelse
Såvel hovedstol som renter som gebyrer skal kunne identificeres. Påkravsskrivelsen skal ligeledes give debitor en frist på 10 dage til at indfri det skyldige beløb, så vedkommende har mulighed for at undgå inkassosagen.
Det skal ligeledes være muligt for skyldneren at gøre indsigelse, hvis vedkommende mener, at beløbet ikke er korrekt. Hvis skyldneren gør indsigelse skal inkassosagen som hovedregel sættes i bero indtil, der kan opnås enighed om kravet.
Hvis der ikke kan opnås enighed om gælden og dens størrelse, kan det være nødvendigt at føre en sag i civilretten, og opnå dom der inden fogedretten kan inddrages. Dette gælder, hvis det økonomiske mellemværende har en værdi på over 50.000 kr. Hvis beløbet er under 50.000 kan sagen føres som en såkaldt småsag, og behandles ved en mere enkel proces i fogedretten.