Debtia logo
Log på

Hvordan fungerer gældsinddrivelse?

Hvis en kunde ikke betaler en faktura rettidigt, kan kreditor vælge at starte en rykkerprocedure. Kreditor har også mulighed for at starte en inkassosag allerede 10 dage efter, at skyldner er blevet varslet om det. Bliv klogere på gældsinddrivelse her.



Hvordan fungerer gældsinddrivelse? | debtia.dk


Hvad er inkasso?

Starter kreditor en inkassosag, betyder det i praksis, at gælden overdrages til enten en autoriseret inkassoadvokat eller et inkassobureau. De vil fremadrettet varetage arbejdet med inddrivelse af gælden.

Idet at sagen overgår til inkasso, vil skyldner modtage et brev. I dette brev står der typisk, at inkassobureauet eller inkassoadvokaten har overtaget inddrivelsen af gælden og gerne vil i dialog med skyldner omkring en fornuftig løsning.

Her bør skyldner reagere hurtigt. Det kan nemlig hurtigt blive en større udgift for skyldner, hvis han eller hun forbliver tavs.

Hvornår kan en sag overgå til inkasso?

Der er ingen regler for, hvor mange rykkere kreditor skal sende ud før, at sagen kan overgå til inkasso. I princippet kan kreditor sende sagen til inkasso allerede efter overskridelse af falddatoen på fakturaen.

Skyldner skal blot modtage et gyldigt inkassovarsel med en tidsfrist på 10 dage før, at inkassosagen kan begynde. Men der er ingen regler for, om det er kreditor eller inkassobureauet/inkassoadvokaten, der skal sende varslet.

Hvad sker der, hvis skyldner stadig ikke vil betale?

Er gælden under 100.000 kr. ex renter og gebyrer, kan kravet om inddrivelse af gælden typisk blive sendt direkte videre til fogedretten. Er gælden over 100.000 kr., skal der først udtages en stævning.

Betaler skyldner stadig ikke sin gæld, vil fogedretten indkalde til et fogedmøde, hvor skyldners økonomi og værdi af ejendele vil blive gennemgået. Her indgås der typisk en betalingsaftale, hvor kreditor har får udlæg i nogle af skyldners ejendele. Det vil sige, at hvis skyldner fortsat ikke betaler sin gæld, kan skyldners ejendele blive solgt med tvang, så kreditor endeligt kan blive tilbagebetalt.